Vinter 2015/16
Midt i december bestemmer Preben sig for at inspicere bunden i motorrummet. Bunden i resten af skibet, som vi hen over årene har ny-apteret, er overalt blevet renset for rust og præpareret mod nye angreb.
Preben er ikke tryg ved et bestemt område i motorrummet, hvor der i årevis, også inden vi købte båden, har ligget vand i bunden under et utæt koøje. Koøjet er blevet endegyldigt forseglet, skaden har vi indtil nu kun taget provisorisk hånd om. Preben går altså til vaflerne med de grove redskaber – hvilket resulterer i, at han beslutter sig for den ultimative løsning på problemet: “lad os løfte båden på land og få skiftet det skadede stål i bunden”.
Vi har fået anbefalet et værft i Le Grau-du-Roi, hvorfor vi tager bilen og kører ned for at få en aftale. Det viser sig, at der er temmelig mange værfter i byen, både omkring den gamle fiskerihavn og i en kæmpestor ny havn 3 Km uden for byen. Vi snakker med et værft, som kunne være det vi har hørt om. Det var det nok ikke, de tog kun små både. Den venlige dame lyttede til os og henviste os til et værft ved den nord-østlige indsejling til den gamle havn, som hun mente ville være det rigtige for os. Således endte vi med at få en aftale med Spano Chantier Naval, som råder over 3 beddinger og en kæmpe kran.
Vi står nu på den ene bedding.
Det tog os godt en time at køre strækningen Beaucaire – le Grau-du-Roi i bil. Vi valgte at gøre en tur ud af sejladsen, så den delte vi over to dage, 10 maskintimer, incl. løftning af passerellen i Beaucaire og betjeningen af den eneste sluse på strækningen, den automatiserede sluse Nourriguier, 7 Km fra Beaucaire.
Sejlturen Beaucaire – Le Grau-du-Roi
Da vi i oprindelig ankom til Beaucaire var Nourriguier bemandet, antagelig til ære for udlejningsbådene i anledning af den ugentlige skiftedag af besætninger, hvoraf nogle tydeligvis var slusefremmede. Denne gang var vi alene på strækningen. Så vi lagde til og gik ind i betjeningshuset og trykkede på knappen der sætter fyldningen af slusen i gang. Det gik ikke hurtigt, men det virkede fint. Den anden knap til tømning af slusen virkede lige så fint. Preben skrev os i slusebogen med skibsnavn og dato.
Som sagt var vi indstillet på at få en tur ud af det, så først på eftermiddagen stoppede vi ved en af “de tre små broer”, der ligger lige inden L’Embrancement de Beaucaire løber ud i Le Canal du Rhône à Sète.
Vejret var fantastisk, så vi fandt på udendørs gøremål: kaffe på agterdækket, lettere rengøring og en lille fugletur i det fredelige og mennesketomme landskab langs kanalen.
Efter en fredelig nat sejlede vi videre, da det blev lyst, ved 8-tiden.
Fredelig var natten, men desværre opdagede vi, nu vi lå uden landstrøm, og belastede vores batteribank med både mere lys og flere pumper til oliefyret end om sommeren, at batterierne ikke helt var hvad de havde været. Det besluttede vi at tage hånd om senere.
Turen videre ad Canal du Rhône à Sète var smuk i solskinnet.
Der stod både fiskehejrer og hvide hejrer langs bredderne.
Der gik nogle Camarque heste langs kanalen. Jeg mindedes Ibens hest Valde, som havde Camarque i sig.
Der hvor Canal du Rhône à Sète drejer mod vest, godt 8 Km nord for Middelhavskysten, fortsætter vi lige ud, stik syd, med kurs direkte mod det imponerende “Tour de Constance”, bygget mellem 1242-1254, med mure som siges at være op til 6 m tykke.
Efter 3 Km kommer vi til byen, som tårnet står i: Aigues-Mortes. På vej ind mod bykernen passerer vi dette et sted med gamle franske biler og dekorative palmer.
Kanalen vi sejler på slår et sving uden om Aigues Mortes mure. I svinget er den lave jernbanebro, som stod åben da vi var her i bil. Det gør den heldigvis stadigvæk. Før i tiden transporterede toget salt fra Camarque nordpå. Om sommeren transporterer det turister mellem Aigues Mortes og Le Grau-du-Roi. På denne årstid ser der ikke ud til at køre mange tog, om nogle.
Middelalder bykernen er omgivet af 1600 m intakte mure fra slutningen af det 13. århundrede, kun afbrudt af 7 tårne.
Fra Aigues Mortes er der godt 5 Km ad Canal Maritime til Le Grau-du-Roi. Kanalen fører gennem 2 mindre etang’er, som man fra kanalen har udsigt til, bag et dige, som afgrænser kanalen fra etang’ernes vandflader. Her er et fantastisk fugleliv.
I Le Grau-du-Roi lægger vi til på siden af et stort sejlskib, som vi aftalte det med værfstfolkene, da vi var her med bil.
På bedding i Le Grau-du-Roi
Efter den indskudte beskrivelse af sejlturen Fra Beaucaire til Le Grau-du-Roi er vi så igen på værftet.
Alle bådfolk befinder sig bedst i vandet, på deres båd.
Men når det nu skal være, har Spano Chantier Naval en usædvanlig flot beliggenhed.
Fra drejebroen over Canal Maritime er der kun et par hundrede meter til Middelhavet.
Langs kysten er der fine badestrande. Her fotograferet fra cykel- og gangstien øst for Canal Maritime, mod molerne der forlænger kanalens udløb i Middelhavet.
Ca 3 Km øst for Canal Maritime ligger den store, nye Middelhavs-havn Port Camarque, der har plads til tæt på 5000 både. I sagens natur ligger her næsten kun sejlskibe, i alle størrelser. Man ser ikke hverken de store luksuspenicher eller de mindre flodbåde her ude. Men flot og meget velordnet og velplejet er havnen, og man føler sig godt tilpas. Vi kunne sagtens have ligget med “Duen” her.
I Port Camarque ligger også et par skibsudstyrsforretninger. Vi købte 2-komponent primer til de småreparationer, Preben havde foretaget under bunden på Anna the Brave. Det blev til 3 dåser. Det siger både noget om Prebens energi og bådens størrelse og behov for løbende kærlig pleje.
Til sidst, efter en god uges tid, var den nye stålplade færdigmonteret, og yngstemanden på værftet havde bundsmurt alt. Vi havde fået lov til at blive en ekstra dag i værftets havn, lige neden for hvor vi stod på bedding.
Vi har nemlig et hængeparti. I oktober måned købte vi en Panasonic varmeveksler hos et firma, hvor man selv skulle montere systemets 2 enheder, og kunne betale sig fra at få dem sat i drift. Det viste sig så, at vi ikke helt havde forstået grænsefladen mellem det man selv skulle gøre i forhold til begrebet idriftsættelse. Så da installatøren efter mange udsættelser kom første gang, gik han igen efter at vi havde lavet en aftale om endnu en ny tid og en mindre ekstra betaling. Så nu endelig, fordi han også er glad for ikke at skulle køre helt til Beaucaire, fordi Le Grau-du-Roi ligger nærmere Montpellier, hvor han har sit firma, kommer han og installerer vores apparat. Det bliver et hyggeligt bekendtskab med en dygtig håndværker, og efter mange gensidige frustrationer angående flyttede aftaler skilles vi som rigtig gode venner. Og i forhold til det tilbud vi først fik angående varmeveksler, har vi sparet rigtig mange penge.
Man ser altid noget spændende på vandet. Her dykker en snorkeldykker efter muslinger midt i havnen. Han har hængt et par net ned fra sin jolle, som han samler muslingerne op i, man ser nogle fyldte spande oppe i jollen. Inden han stopper, er alle de spande han har fyldt med muslinger.
Den ene af de to både, der benyttes til den særlige vandsport, der hedder “Joute nautique”, og som al den tid vi har været på værft har ligget i bassinet på den anden side af værftet, bliver inden vi forlader stedet sejlet over i værft havnen.
Hver kæmper er bevæbnet med en lance på 2,80 m i den ene hånd og et tungt skjold med målene 70 x 40 cm i den anden hånd. Kort fortalt gælder det om at få kastet kæmperen på den anden båd i vandet, mens man selv bliver stående. Legene bliver i Languedoc altid ledsaget af musik. På hver af bådene må man have 2 musikere med, den ene med en traditionel obo af languedoc-type, og en særlig håndholdt tromme, kaldet tambornet. Disse musikere har til opgave at belønne sin egen båds kæmper med opildnende musik. Kampens regler understøtter først og fremmest fair play. Hvis man overtræder dem bliver man diskvalificeret.
Den 23. december over middag har vi fået løst alle vores opgaver.
Vi vender atter stævnen mod Beaucaire idet vi runder pynten, hvor vores værft ligger.
Vi når frem til de 3 små broer på L’Embrancement Beaucaire lige inden mørket falder på.
Juleaftensdag om formiddagen er vi igen nået til slusen Nourriguier.
Vi har lagt til ved den sydlige bro. Preben har været henne for at aktivere slusen.
Nogle vil måske mene, at L’Embrancement de Beaucaire er ensformig. Ikke hvis man påskønner naturens små detaljer og årstidernes skiften, som de udmønter sig i vegetationen og i dyrelivet. Det som slog os nordboer her op til jul er, at både visse planter og dyr opfører sig som om det er forår. Målt med danske normer skulle man også tro det. Græsset gror lifligt, til glæde for græssende kvæg og Camarque-heste, frøerne og ænderne kvækker og rapper så det er en lyst, og trækfuglene nordfra gider ikke flyve længere, men slår sig ned i de fredede sumpområder.
De løvfældende træer anerkender dog, at det er vinter. Men helhedsindtrykket af landskabet her langs vandvejene er stadig frodigt, takket være den grønne bund.
Så vi nåede hjem, kort før juleaften. Og tids nok til at passe Sille fra juleaften og nytår over.