03.04.2016

Vi har haft en fin uge i Aigues-Mortes, de første dage med familiebesøg. Derefter har vi forberedt næste etape af vores sejlads, hvor vi en dag kørte til Sète for at bestille havneplads en måned, fra 10. april til 10. maj. På vejen så vi, at vinstokkene var i fuld gang med at springe ud. Her på egnen produceres “vin de sable”, sandvin. Det fremgår tydeligt på billedet, at navnet skyldes jordbunden.

Søndag den 3. april starter vi med at vaske båd. Det har igen regnet med Sahara-sand. Den næste uge vil vi spare penge og ligge ved gratis-kajer, så vi støvsuger også, fordi vi ikke har strøm til det formål, når vi ikke ligger i havn. Vi starter motoren efter frokost, og når snart ud til den gren af Canal du Rhône à Sète, som går uden om Aigues-Mortes bykerne.

Vi sejler mod sydvest, og snart krydser Canal du Rhône à Sète floden Vidourle, som kan besejles af både med max. 1,10 m dybgang, som så kan sejle denne vej til Le Grau-du-Roi. I dag er det ikke problematisk at krydse Vidourle, men i tilfælde af forhøjet vandstand i floden efter meget regn i baglandet vil et par sikkerhedsporte isolere flodvandet fra kanalvandet, så der ikke bliver oversvømmelse i kanalen.

Vi møder et af passagerskibene fra Aigues-Mortes.

En hejre har fanget en ålelignende fisk.

Ved Km 30 på Canal du Rhône à Sète er man ved at bygge et nyt kajanlæg, som man kan håbe på, også vil kunne bruges af fritidssejlere. P.t. er der langt mellem tillægsmuligheder på denne strækning. Det gamle sted ved Km 33. som kan ses på vores kanalkort, er forsvundet. I Carnons havn var der ikke plads i dag, idet alle udlejningsbådene åbenbart var hjemme.

Den ny kaj vest for broerne var optaget af private både, og der hvor der var tomt var der placeret fendere, som virkede afskrækkende på vores lyst til at lægge til. Enkelte havde også sat skilt op med “privat”. Vi besluttede at sejle videre.
Sejladsen gennem de 3 étanger: Étang de Pérols, Étang de Méjean og efter kystbyen Palavas-les-Flots: Étang de l’Arnel foregår i en kanal, som er bygget tværs gennem de lavvandede søer. Flere steder er der lavet åbninger til udveksling af vand mellem denne kanal og de gennemskårne étanger. Nogle steder virker det som om diget er faldet sammen. Man er i hvert fald i gang med digereparationer på nogle strækninger.

Mellem Étang de l’Arnel og Étang des Moures ligger øen la Maguelonne, Km 51,5 på Canal du Rhône à Sète. Her er der et Halte Fluvialle, hvor man må ligge 3 dage gratis. Der er ingen faciliteter, men 3 fantastiske små broer midt i skøn natur. Vi var heldige, at der var plads. Alternativet, en lang kaj vest for en passarelle der fører over kanalen, er ikke optimalt. Der er brug for flere bildæk end de 2 vi har med for at kunne lægge til ved en ubehagelig cementkant lige i vandoverfladen, hvor fendere ikke er anvendelige.

Vi agter at blive her de tilladte 3 dage og nyde den smukke natur og nogle rigtig gode udflugtsmuligheder.

04.04.2016

Vi vågner op til et forrygende dejligt blæsevejr, så vi beslutter at rejse vores vindmølle – for, for første gang i de to år vi har været af sted, at sætte den i gang med at producere strøm. Vinden er 8 m/s og dejlig stabil, det er gråvejr og 16 ^o. De 2 foregående somre, når vi har ligget gratis uden havnefaciliteter, har de 6 solceller og de 12 akkumulatorer klaret strømforbruget. Denne lidt kølige gråvejrs forårsdag, sammenholdt med at de 6 af vores akkumulatorer er stået af, ansporer os til at trække på alle energikilder. Vindmøllen startede med det samme med at producere 2 – 4 A. Solcellerne har hen over dagen produceret 0,5 – 4  A i gråvejret, så tilsammen bliver det nok til at holde køleskabe og diverse pumper, incl. olifyrets m. varmtvandsbeholder, kørende, og endda oplade akkumulatorerne. Efter at vi i år har mistet halvdelen af vores oprindelige akkumulatorkapacit har vi i vindstille vejr gjort brug af vores benzingenerator.

Udendørs er det som på en almindelig dansk sommerdag af den blæsende slags. Vi går derfor gerne en tur over på øen La Maguelonne.

Anna the Brave ligger ved en af de 3 små broer der udgør Halte Fluvialle, og som på kortet er tegnet ind med blyant. Broen fra Halte Fluvialle over til La Maguelonne er speciel, både af konstruktion og betjening.

Denne bro har det omvendt af de fleste andre broer: den står åben det meste af tiden. Mellem 13 og 18 på hverdage og 10 – 18 på søndage er den lukket og bemandet. Når skibe vil igennem broen i dens lukketid, behøves der blot et tud i hornet, så kommer brovagten straks og åbner. Det foregår ved, at han stående ude på broklappen aktiverer den motor der får broklappen til at dreje 90⁰. Derfor er det genialt at flyde-pontonerne  er udformet som skibsskrog!

Hvor broen ender ovre på øen La Maguelonne står en port af form som en triumfbue. På den anden side af porten står en række af udsprungne tamaris-træer.

Når tamaris er i fuldt flor ser man kun blomsterne. Udenfor blomstring ser man de små tætte skælagtige blade. Tamaris er karakteristisk i den sydfranske vegetation.

Øen La Maguelonne var engang en fæstning. Nu er der kun dens Catedral fra XII århundrede tilbage.

Billeder fra La Maguelonne kan ses her.

Fra øen kan man se Middelhavet bag Étang du Prévost.

06.04.2016

Det bliver en dejlig dag. Vinden har lagt sig en del, og solen er på vej til at bryde gennem skyerne. Vi sætter kurs mod Frontignan, hvor vi vil tilbringe nogle dage. Allerede efter godt en time dukker Frontignan op til højre. Kanalen slår et herresving uden om en étang og går derefter under broen som ses til venstre i billedet.

Inden vi når Frontignan kommer vi til det sted, som vi efter vores ophold i byen vil sejle tilbage til for at sejle gennem Sètes havn for at komme ind i lystbådehavnen i Sète. Man kan også tage kanalvejen gennem byen, men det er temmelig besværligt på grund af fire broers koordinerede åbningstider, der dog indebærer en ubekvem ventetid uden mulighed for at lægge til, inden man når helt igennem. Derfor anbefalede damen på capitaineriet i Sète os at tage havnevejen. Udlejningsbådene må ikke sejle i erhvervshavnen, private lystfartøjer har lov til at sejle igennem, men må ikke lægge til.

Vi sejler under broen og lægger til inden de to næste broer: jernbanabroen, som kan undersejles umiddelbart, og den gamle lave hævebro, som, på grund af skrøbelighed, kun åbner 2 gange i døgnet.

Her hvor vi ligger er der i princippet ingen tidsbegrænsning. På kajen lige overfor må man ligge 24 timer. Den ene kaj på den anden side af de to broer har status af Halte Fluvialle, hvor man så må ligge 3 døgn. I sæsonen kan man her få strøm og vand mod betaling. Over for Halte Fluvialle er der heller ingen begrænsning. Alt i alt er Frontignan en gæstfri by, hvor vi kanalfarere kan ligge stort set gratis, efter behov.

Kl 16 åbner den gamle skrøbelige hævebro. Først bliver der givet tilladelse til bådene på vores side til at sejle under.

Dernæst får bådene fra Sète-siden sejltilladelse.

07.04.2016

Vi skal have hentet vores bil. Den står på den private perkeringsplads der hører til lystbådehavnen i Aigues-Mortes. Vi har app’en “Captain Train”, hvor vi har lagt vores data ind, og automatisk får de rabatter der er at få. Vi betaler på nettet, men skal bruge en SNCF station til at printe billetter ud. I Frontignan er der kun en TER station, altså cykler vi en dejlig tur til Séte, 7,7 Km hver vej. På vejen hjem fandt vi cykelstien hele vejen, hverken Garmin eller Google maps havde fået opdateret det nyeste stykke. Togbillettene kostede 28 € for to, incl aldersrabatten. Togturen varede, med skift i Nîmes, 2 timer og 1 kvarter. Den direkte vej tilbage til Frontignan i bil var på 48 Km og tog 3 kvarter.
Kanalsejlere vender af og til argumenterne for og imod at have bil med. For de fleste af os er det ikke en option at have den ombord, den fornøjelse er forbeholdt de store ombyggede pénicher. Vores erfaringer med bil startede først denne sæson. På første etape fra Beaucaire til Aigues-Mortes, (61 Km i bil) hvor Bjarne og Lillian supporterede os med logistikken, var det luksus. Hvor der er togstationer lige om hjørnet er det heller ingen sag, og togstationerne burde ligge rimelig tæt, både på hinanden og på kanalen, resten af denne sommer.

Den allerstørste praktiske fordel i det daglige for vores vedkommende er muligheden for at transportere diesel i dunke. Det er ud over at være til at have med at gøre, selv om dunkene er tunge, også meget besparende, i forhold til at købe fra en tankvogn. Man kan være heldig at finde diesel i de helt store havne, endda visse steder til rimelige priser, men stederne ligger nervepirrende langt fra hinanden.

Ud over dieseltransport må vi tilstå, at det med at købe ind på cykel er overstået. Det er alt for fristende at tage bilen. Cyklen bruger vi så til rekreative formål, og kærkommen motion.
I dag cyklede vi til Frontignan Plage, 2,2 Km herfra, på rigtig fin ny cykelsti.

Billeder fra Frontignan Plage og fra Frontignan by kan ses her.

Fortsættelsen af vores sejlrute 2016 ses her.