19.06.2014

Weser er igen flodsejlads. Mittelweser, hvor vi sejler, har indtil Bremen ganske vist 7 sluser, men alligevel føles det som flodsejlads, ikke kun på grund af breddernes udseende og flodens mange slyngninger, men også fordi der er ca. 2 km medstrøm for os, idet vi sejler nordpå. Det kan ses på vores fart, og vi sparer samtidig diesel.

Udsigten er overvejende natur og landbrugskultur. Dyrelivet viser sig mest ved fugle: Den hvide vipstjert holder åbenbart mere af floder end kanaler. Den sad tit på vores båd da vi sejlede på Oder – nu er den her igen på Weser. Gråænderne har ællinger i alle størrelser, gæs græsser i store flokke sammen med hvide eller brogede køer. Hejrer er her stadig, og en enkelt stork i ny og næ. Vores yndlingsrovfugl er stadig den røde glente. Den er nem at kende, både p.gr.af den tydelige røde farve, hvis den flyver lavt, og halens form, hvis den flyver højere, i modlys. Det er desværre ikke lykkedes endnu at få et brugbart billede af den, trods utallige forsøg.

Dette kraftværk kunne vi se i rigtig lang tid. Det skiftede tilsyneladende hele tiden plads. Snart lå det til venstre, snart til højre for os. Pludselig var det lige ved siden af os. Vi fik en fornemmelse af, hvor meget Weser slynger sig.

Der er ikke mange steder at fortøje på Weser. Vi havde noteret os beliggenheden af de få havne på vejen, men de var ikke til vores skibsstørrelse. Til sidst ringede vi til Hafen Nienburg. Den person der tog telefonen vidste ikke, hvor dyb havnen var, og kunne ikke garantere at den var dyb nok til os. Derfor blev vi meget glade da vi så en kaj lige over for havnen hvor det iflg. skiltningen var tilladt at lægge til for alle. Der lå i forvejen et Fahrgastschiff, som vi holdt en smule afstand til for at være venlige. Lige da vi var færdige med at fortøje kom der en kulpram, der mente vi skulle sejle over i den havn vi havde talt med. Det måtte vi af ovenstående grund afslå, men trak os så tæt til passagerbåden som muligt. Skipperen på kulbåden havde problemer med at svinge sig ind og var temmelig sur, men Preben gik op foran og hjalp hans bådsmand, der snakkede bedst polsk, med hans forfortøjninger. Det lettede stemningen, og alt var tilsyneladende faldet til ro, også kulbådens skruevand, hvor vi heldigvis, belært af erfaringer fra sluser med tæt foranliggende flodbåde, selv havde lagt en tredobbelt forfortøjning for ikke at blive skyllet væk idet kulbåden skruede sig ind ca. en meter foran vores båd.

Så langt så godt – troede vi!
Da vi havde sat os med et glas rødvin og et par saltnødder inden vi skulle til at lave sen aftensmad, kom “vores venner” på besøg. De kommer enten sejlende eller i bil, indtil videre tydeligt uniformerede og i tjenestebåd eller -bil. Denne gang var de i civil, men deres ærinde var det sædvanlige: de ville endnu engang se papirer.
Vi har selvfølgelig forståelse for, at det ikke er de samme mennesker fra Wasserpolizei der gentagne gange vil se vores papirer, deres både og biler har jo også forskellige numre. Bådenes numre kan vi huske, og førerne kan åbenbart også huske vores båd, for når vi passerer en båd der har kontaktet os tidligere, vinker menneskene i den  venligt til os.
Disse to venner var som sagt i civil, efter det sene tidspunkt på dagen at dømme på vej hjem fra den sædvanlige sejlads i på deres del af floden. Den yngre af de to førte ordet. Preben startede med at vise sit flod-certifikat. Alle vores andre venner plejede at falde helt til ro når de så netop dette papir. Den unge kendte ikke CEVNI-konventionen. Lise skyndte sig at vise flere papirer, det var tydeligt at han heller ikke kunne omsætte dem til noget han kunne forholde sig til. Så begyndte han at belære os om, at vi som danskere faktisk ikke behøvede papirer, for det behøvede tyskere jo heller ikke i Danmark. (Hvad med CEVNI?). Den ældre blandede sig ikke i samtalen, men smilte hele tiden venligt til os. Vores unge ven gik derefter op i hvor lang vores båd var, hvor tung den mon var, og om man i det hele taget kunne sige at det var en “Sportboot”. Den ældre smilede stadig venligt. Han blev enig med sig selv om, at tyngden nok ikke var et problem. Men var den for lang? “For lang til hvad?” røg det ud af munden på Lise – ups, var det for næbbet, mon? Heldigvis ikke, for efter endnu et stykke tids enetale blev vores unge ven enig med sig selv om at alt nok var i orden, og de to trak sig tilbage.
To dage senere mødte vi deres politibåd, netop fra Nienburg, ved en sluse længere nordpå. Besætningen vinkede til os.

20.06.2014

Vi tager en ekstra dag i Nienburg, nu vi er blevet gode venner med myndighederne. Kulbåden forsvinder, og der kommer en anden flodbåd, som Preben også gør sig gode venner med, pladsen er trang, og vi vil alle gerne være her.
Da det bliver aften sker der ting ved passagerbåden bag os. Der bliver sat bannere op fra et bilfirma ved landgangsbroen. Der ankommer en skare ens klædte ældre mænd. Da de blev mange nok begyndte de at synge, akkompagneret af en harmonika og en guitar. Vi forventede at de efter endt sang skulle ud af sejle.

Det skulle de ikke, det skulle derimod en busfuld yngre mennesker af begge køn. De gik om bord og fik serveret drinks på øverste åbne dæk. Koret sang endnu et par sange, indtil båden lagde fra og sejlede op ad floden. Efter at vi var gået i seng kom den tilbage og lagde igen til ved kajen. Nu lød der dansemusik, det skulle ikke forhindre os i at sove.
Til gengæld hørte vi ikke de fugle som havde skreget os i søvn natten før – med ensformige, skarpe skrig. Det havde holdt Lise vågen et par timer mens hun ved hjælp af medbragt fuglelitteratur og internetopslag prøvede at finde ud af hvem der
kunne finde på at begynde et timelangt skrigekor ved mørkets frembrud. Det lykkedes ikke at løse mysteriet

21.06.2014

Vi fortsætter nordpå. Vi har vænnet os til Wesersluserne, der alle 7 er ens. Vi har endnu nogle stykker tilbage. Vi har fået rutine i at lægge til ved de små lave Sportboot-Anleger. Når vi ligger der kan der ikke være flere. Her ligger vi og venter på slusning. Alle 7 sluser er fjernbetjente, så man melder sig på et samtaleanlæg.

Længere fremme ad Weser kommer et skilt der fortæller at der en wire til en Seilfähre, og hvor højt wiren er oppe. Vi kan sagtens komme under, men færger skal man passe på, de kan finde på at sejle over lige for snuden af os. Denne Seilfähre er venlig, der bliver ingen hård opbremsning.

Dagens sejlads bliver en af de lange. Der er ikke mange havne på strækningen, og slet ingen gratiskajer. Til sidst kommer vi til slusen inden Bremen, men vi har først bestilt havneplads næste dag. Det er sent, og alle kajpladser inden slusen med skilte som tillader tillægning er optaget af flodbåde. Vi øjner en glimrende plads på et hjørne, der er ikke noget skilt, men pladsen tilhører ”vores venner”. Der holder også en politibil. Det er lørdag aften sent, og der er ikke lys i deres kontorhus, så vi beslutter at benytte deres kaj for natten, nu vi ikke kan komme til at spørge …

22.06.2014

Bremen Weserschleuse har to slusekamre. Det store kammer er 225 m langt lige som de 7 sluser vi har passeret. Men vi skal ind i det lille kammer, som er 25 m langt. Det viser sig, at slusen er selvbetjent. Her sejler vi ind til ventekajen til den lille sluse.

Vi gør fast og går hen for at studere fremgangsmåden. Det er sikkert og nemt, som der står på vejledningsskiltet. Man bestiller slusning ved at trykke på en knap. Derefter bliver man informeret på store skærme om det videre forløb, både foran og inde i slusen. Vi  fylder hele flydebroen inde i slusen. Men der kan være en mindre båd på siden af os. Det viser sig at blive hyggeligt. Båden er fra Bremen, og vi får en snak med ægteparret ombord mens slusen automatisk passer sig selv indtil vi får grønt lys for udsejling. Snakken gik så godt at der ikke var tid til at tage billeder.

Vi skal sejle en time inden vi kommer til den havn hvor vi har bestilt plads.
Undervejs ser vi et par skibe der vækker et minde …

Ingen af dem er det skib som trak os i havn da vi var uden styring i Østersøen, for det er stationeret i Dasser Ort havn.

Vi finder indsejlingen til Hohentor Hafen, hvor vi sejler helt ind i bunden til Hafen Maleika.

Ved en del menneskers hjælp og på trods af frisk vind og tidevandsstrøm lykkes det os ved andet forsøg at lægge til ved en Y-bro, der er halvt så lang som Anna The Brave. Hele brosystemet er flydebroer,

Da vi ankommer er der ca. højvande i havnen. Det tænker vi ikke over, vi har tjekket vanddybden da vi bestilte plads.
Sådan står broerne ved flod …

… og sådan ser der ud ved ebbe:

Ved flod står vores ekkolod på højst 5 m vand under kølen. Vi nærmer os springflod, onsdag aften d. 26.06, viste ekkoloddet 0,1. I aften, torsdag d. 27.06 skulle iflg. tidevandstabellen blive det laveste mens vi er her. Så i aften skal vi se ekkolod i stedet for fjernsyn – som vi for øvrigt kun ser nyheder på engang imellem. (Lise ser også en krimi af og til).

Vi har forlænget vores ophold i denne fantastiske havn et par gange. Vi kan slappe af og arbejde her, lige som i vores hjemhavn, Fiskerihavn Syd i København. Preben har købt en del i SVB Bremen, som vi får leveret i havnen: en bilgepumpe, fordi vores gamle er stået af, et lækkert solsejl til når der igen bliver hedebølge som i pinsen, en blæser som skal blæse frisk luft ind i motorrummet, fordi vores supergenerator kører varm og tænder og slukker for tit, hvilket generer motoren. (vi håber det er det der er årsagen!) Vi planlægger at få monteret et rør til friskluftindtag til blæseren på et værft i Holland.

I morgen får vi besøg af en tidligere kollega til Preben: Bent, fra da de begge  var ansat i Danmarks Fiskeriforening. Bent er på forretningsrejse her i området og har undervejs tilmed fundet en Smiernippel til Preben!

27.06.2014

Bent var her, og vi opfriskede historier og erfaringer fra begge parters tidligere sejladser på floder og kanaler. Faktisk har Bent givet Preben mange gode råd og løst problemer for os lige fra vi sejlede i den motorsejler, vi havde sammem med Mogens. For eksempel da vi var på vej hjem på Elben, og Lise ikke forstod dybden af VHF-meldingerne om sejlads på Elben. Vi kunne heller ikke forstå, at vi pludselig var ret alene på floden, og vi kunne slet ikke lide prudselig at sidde fast på en sandbanke, som efter de specielle skilte på Elben ikke lige skulle have været lige der. Så måtte Bent opklare mysteriet for os, ved hjemme fra Danmark at ringe til Reviercentral. Vi fik så at vide, at vi havde travlt, hvis vi skulle videre ad Elben, inden der blev lukket for sejlads pga. for lav vandstand, og det vi ikke måtte var at forsøge at gå i havn ved Grömitz. Vi skulle bare skynde os forbi. Det gjorde vi, og vi nåede det lige.
Smørenippelen var alligevel ikke rigtig, men nu har Bent set hvad det drejer sig om, og lur os om ikke han skaffer hvad vi skal bruge.

Et par turistbilleder fra Bremen:
Rathaus fra starten af 1400-tallet:

Foran Bremen Rathaus står skulpturen ”Bremer Stadtmusikanten”. Den bagved liggende historie stammer fra Grimm’s eventyr. Dyrene er alle blevet jaget væk af deres ejere, fordi de var blevet for gamle til at gøre nytte. De møder hinanden og planlægger at blive ”Stadtmusikanten” i Bremen. I eventyret når de dog aldrig så langt, idet de besætter et røverhus i skoven, og da røverne kommer tilbage til deres hus, lykkes det dyrene ved fælles hjælp at jage dem væk, så de kan blive boende i huset.

Men i Bremen står de nu som skulptur, og hvis man tager fat om hovene på æslets forben, kan man få et ønske opfyldt!

29.06.2014

Søndag morgen forlod vi Hohentor Havn i Bremen og sejlede med tidevandet nordpå, ned ad Weser. Det småregnede, vandet var livligt med tidevandshvirvler, men det gik raskt fremad for lave omdrejninger. Vi sejlede med lys tændt ligesom de andre skibe, og vi var glade for vores orange frise, som ses godt i grumset vejr, hvor de fleste andre farver bliver grå.
Pludselig gik en båd tværs over floden foran os. Den var også nem at se, den var orange på hele sit lange fribord.

Det var den første af flere Weserfærger, som sejler folk og køretøjer tværs over Untere Weser.

På begge bredder breder værftet Lürssen sig med store bygninger til forskellige formål. De havde åbenbart lige bygget denne kæmpe-yacht til en oliemagnat i Abu Dabai.

Vi når Stedet, hvor vi vil dreje fra Weser.

Læs videre  under Hunte og Küstenkanal