02.05.2019

Vores plan om at starte vores sommersejlads 2019 den 1. april blev til aprilsnar. Reparationsarbejder på  først en sammensunket kanalkant, og dernæst på sluse 51, begge steder tæt på Strasbourg, udskød vores afrejse en måned, til 2. maj.
Prebens bror og svigerinde, Bjarne og Lillian, som skulle have sejlet med os på Seinen efter sidste vinter, hvor Anna the Brave selv måtte repareres, skulle denne april have sejlet med os fra Strasbourg til og med Arzviller. Denne gang var Anna the Brave ikke skyld i, at det ikke kom til at ske. Det blev i stedet til fint samvær på campingpladsen og i havnen, og i selve Strasbourg by. Derudover ikke mindst spektakulære bilture i Bjarnes bil i Vogeserne, hvor udflugtsmålene var et par af de flotteste borge i området.

2. maj fortsætter Bjarne og Lillian deres campingtur, og vi starter vores sommersejlads på Canal de la Marne au Rhin (est), denne gang sejler vi tilbage ad kanalen, vestpå.

Så er vi for alvor ude at sejle igen. Vi tager vejen tilbage ad denne kanal i større bidder, foreløbig. Da vi endnu håbede, at kanalarbejderne ville blive færdige tidsnok til, at Bjarne og Lillian kunne komme med på den første strækning, kørte Bjarne og Preben i hver deres bil til Arzviller, hvor Prebens Yaris blev parkeret. Det sparer Preben for nogle dagsture på sin cykel, hvilket igen betyder, at vi nu sejler længere hver dag, så længe vi ikke skal afsætte tid til at hente bilen med os.
Første sejllstrækning bliver 38 Km, 10 sluser, ca. 7 timer.
Lige inden vi kommer til broen i Hochfelden, hvor vi vil ligge, hvor vi også lå sidste år, må vi vente ved den nu flot renoverede VNF-kaj, fordi en stor båd ligger på tværs af kanalen. Det er en af de store lastpénicher, som sejlede forbi vores havn, helt fra vi ankom til Strasbourg – indtil al sejlads på kanalen nær Strasbourg stoppede, i april måned. Om morgenen var den fuldt lastet med grus og sten i forskellig kornstørrelse, om aftenen sejlede den tom den anden  vej. Her i Hochfelden vender den på kanalen.

Det regner en smule på den sidste strækning inden Hochfelden. Og det bliver ved på turen til bageren efter baguette og rabarbertærte. På hjemvejen bliver vejret fint til at tage et billede af græskajen, hvor vi, med stævnen den modsatte vej, ligger samme sted som sidste år, hvor vi sejlede mod Strasbourg.

03.05.2019

Efter årets første stop i Hochfelden vil vi sejle til Saverne, 14 Km og 10 sluser. Vi er spændte på at få uddybet en kryptisk meddelelse på nettet fra VNF, der bare kort skriver, at der er stop på kanalen ved Arzviller.  Der står ikke noget om, hvornår der bliver åbnet igen.
Vores første indtryk, da vi lørdag eftermiddag ankommer til Saverne, er, at der er mange både i havnen. Vi lægger os hjemmevant ved græskajen, som vi møder, inden kanalen drejer skarpt til højre, hvorefter selve Marina Saverne ligger. Her ved græskajen er der stille og fredeligt, og der er strøm og vand. Flot udsigt til Vogeserne. Art Nouveau belysning plantet i græsset langs stien.

Havnemesteren kunne kende os fra sidste år. Gad vide hvorfor han syntes det var morsomt … måske fordi vi havde bestilt plads i havnen, og efter at have fået tilbudt flere fine pladser med udsigt til Saverne’s to slotte, allerhelst ville ligge her ved græskanten.
Angående kanalstoppet i Arzviller var havnemesteren nærmest opgivende. Det sker efter hans mening for ofte, at den berømte sluseelevator må stoppe for at blive vedligeholdt eller repareret. Efter hans erfaring er tidshorisonten en uge, måske en måned, måske et år… Nå, Saverne er en dejlig by, ikke det værste sted at strande på ubestemt tid. Vi har lært at være fleksible, og har mange alternative tidsplaner parat. Vi har ikke en alternativ sejlrute inde i billedet. Det ville ud fra vores position betyde, at vi skulle ud på Rhinen – det skal vi ikke! Vi venter her i Saverne.

05.05.2019

Allerede søndag eftermiddag får vi at vide, at Plan Incliné d’Arzviller er klar igen. Slusemesteren i slusen midt i Saverne overbragte os den glædelige nyhed. Vi var gået hen for at se på slusen, som vi huskede var over 5 m dyb, og måske lidt problematisk at forcere opad, fordi den hverken har flydepullerter eller glidestang, kun kravlepullerter i væggen. Vi venter til mandag morgen til at sejle gennem den.

06.05.2019

Vejen ud af Saverne er smuk. Først til højre forbi havnen og de 2 slotte, dernæst til venstre gennem slusen. Først bruger vi hornet, dernæst lægger vi til ved det blå stakit. Da stadig intet sker, kravler Lise over stakittet, og går hen i slusen for at se hvad der er gang i. Det viser sig, at der er en modgående båd på vej hen til slusen, den skal åbenbart igennem først. Rimeligt nok, fordi slusen i Saverne for den modgående er den sidste i en række automatiske sluser. Når vi først er blevet lukket ind i systemet, vil sluserne også åbne sig automatisk for os. Da Lise nu er gået i land, har det den fordel, at hun kan modtage Anna the Brave’s reb oppe på den over 5 m høje slusekant, hvilket letter arbejdsgangen. Godt Preben er god til at kaste reb opad!

Den smukke strækning mellem Saverne og Arzviller er på 14 Km, og de 13 sluser er ordnet i en lang automatiseret kæde, så slusningen går fint, uden ventetider. Bortset fra den første sluse i Saverne på over 5 m er resten af kædens sluser på bekvemme 2,5 m +/-.
Vi er fremme i Arzviller først på eftermiddagen. Efter en sen frokost finder vi bilen, som Preben og Bjarne satte her for en god uges tid siden, og kører til den store Leclerc i Sarrebourg og køber mad, så vi har til 5 dage.
For at komme tæt på bilens parkeringsplads har vi lagt Anna the Brave på den side af kanalbredningen, hvor den eneste elstander ved bassinet neden for sluseelevatoren så står på den modsatte bred, og den bliver selvfølgelig snart okkuperet. Den gode oplevelse er, at det viser sig, at batterierne snildt kan holde både køleskabe og oliefyr kørende, uden problemer. Her oppe i højderne er der om natten stadig omkring 0 grader om natten.

07.05.2019

Next move Plan Incliné Arzviller.

Sidste år, da vi sejlede mod øst på denne kanal, skrev vi lidt mere indgående om Plan Incliné og de 2 tunneller, som vi nu skal igennem igen.
Det kan findes ved at klikke HER

3 Km længere mod vest ad Canal de la Marne au Rhin skal vi igen gennem de 2 tunneller, tunnel Arzviller og tunnel Niderviller.

Flere oplysninger og billeder inde fra tunnellerne findes under beskrivelsen af Canal de la Marne au Rhin (est) 2018/19 HER

3 Km efter de 2 tunneller stopper Anna the Brave for natten, i Niderviller. Preben cykler over bjerghøjderne, vi sejlede igennem, for at hente bilen.
Vi har alt hvad vi skal bruge til de næste dage, så vi sejler videre i morgen.

Broerne over Canal de la Marne au Rhin er smalle at sejle under,  bl.a.fordi cykel- og gangstierne under dem ofte er lagt ud i kanalen. Det er umuligt og forbudt for både af enhver art at prøve på at passere hinanden under broerne, men det er overladt til sejlerne selv at finde ud af, hvem der skal først igennem. Normalt vil man lade de største og tungeste både få forret, og erhvervspénicher har altid forret, og der er præcedens for, at både i konvoj efter hinanden sejler samlet igennem, inden modgående sætter igang. Hotelbåden Madelaine, som vi har mødt flere gange på kanalen, sejler altil stille og roligt og korrekt. Det sætter tålmodigheden på prøve hos de 2 mindre både, hvilket skaber en anelse tumult omkring broen og ud for kajen i Niderviller, hvor Anna the Brave ligger.

08.05.2019

Der er udsigt til hyppig regn de næste dage. Vi er oppe på vandskellet, som strækker sig over 20 Km, inden vi skal sluses nedad gennem Frankrigs højeste sluse af Frexinet-størrelse. Indtil da kan vi stå inde i vores varme styrehus uden at blive generet af regnen.
Vi regner med at tage den høje sluse med, og derefter hente bilen. Men regnen er så massiv, at vi ombestemmer os, og bliver liggende inden slusen, ved den lille jernbro inde i skoven. Der er lidt bedre elektronisk forbindelse til omverdenen end sidste år, hvor der slet ikke var nogen.
Vi har et problem: der forsvinder olie fra hydraulikstyringen. Vi har indtil videre ikke kunnet opdage årsagen, og Preben beslutter,  i stedet for at hente bil i regnvejr, endnu engang at gå systemet igennem. Der er nu løbet så meget olie ud, at det er til at få øje på: den ene af hydraulikslangerne har ved slid mod en trækant fået en lille læk. Den slange skal skiftes.  Der er et værksted i den næste by, Lagarde.

09.05.2019

Regnen ser ud til, som lovet i vejrmeldingerne, at ville fortsætte de næste par dage. Preben beslutter derfor at hente bilen. En cykeltur som viser sig at blive på næsten 30 Km, og ja, han når at blive meget våd, på trods af fuldt Helly Hansen-udstyr.

Torsdag eftermiddag, bilen står nu ved écluse Rechicourt.  Det er fortsat en våd og kold dag – ikke inde i styrehuset, hvor motoren virker som oliefyr på radiatorer og varmvandsbeholder – men uden for i de 7 sluser, hvoraf den første er den høje sluse, Réchicourt. Nu går det så nedad, hvilket er nemmere, rent sluseteknisk, men der er temmelig kraftige vindstød i forbindelse med bygevejret, hvilket vanskeliggør indsejlingen i sluserne.
Ved 18-tiden er vi fremme i den gode havn Lagarde, bestiller morgenbrød i Capitaineriet, og aftaler, at det er nemmest at vente med at betale havneleje, til vi har repareret hydraulikken. Mekanikeren kan vi først træffe fredag morgen.

10.05.2019

Mekanikeren har ikke slanger af vores størrelse på lager, og har ikke god erfaring med at skaffe Vetus-varer til Frankrig. Så vi bliver enige med folkene i Capitaineriet om, at det er nemmere, at vi skaffet hydraulikslangen selv, via nettet. Preben ringer til vores Vetus-mand i Danmark, som før har hjulpet os, og han vil gøre hvad han kan for at skaffe os vores slange hurtigt. Så vi er fortrøstningsfulde. Preben henter bil i Réchicourt, og der er glimrende netforbindelse til at arbejde med hjemmesiden. Vi har vundet en afslappende weekend her i Lagarde.

Vi har faktisk besluttet at blive her i Lagarde et stykke tid. Hydraulikreparationen er formodentlig klaret på få dage, incl. levering af ny slange. Men der er varslet en 10-dages lukning af vandvejen mellem Nancy og Meuse, fra 20.-29. maj. For ikke at blive fristet til at stresse for at komme forbi inden lukningen, har vi besluttet, uanset hvad, at give os god tid til at lave hydraulikken efter alle kunstens regler. Vejret bliver tørt det næste stykke tid, og i denne havn er der gode betingelser for at rengøre og reparations-male Anna the Brave. Det vil vi også tage os tid til. Derudover vil vi gerne dvæle et par dage i Nancy. De få dage, vi alt i alt bliver forsinket i forhold til vores overordnede sejlplan, vil ikke betyde noget i den store sammenhæng.

15,05.2019

I går, tirsdag, ankom 15 m hydraulikslange fra Vetus i Holland. Den blev bestilt via Vetus Danmark, som altid er parat til at hjælpe. Fredag blev den afleveret til den hollandske transportør, så det passer stort set med en leveringstid på 2 arbejdsdage fra Holland til Frankrig.
Preben gik så igang med at afmontere den defekte slange. Det projekt blev større end forventet. De tre hydraulikslanger går i princippet fra rattet i styrehuset direkte ned i maskinrummet, hvor de ganske vist må føres fra den ene ende af maskinrummet til den anden, hvor roret er. Det der var overraskende besværligt var, at vi havde glemt, at de 3 slanger var solidt fastgjort bag på væggen under køkkenbordet, hvor der på grund af forskellige elektriske inastllationer er bedst adgang fra midterkahytten – hvor der efter konstruktionen af hydraulikken er bygget en fastmonteret skibsbriks. Det tog nogle timers hårdt arbejde at skille skibsbriksen og dens bagvæg ad.

Lige et 5 år gammelt billede af, hvordan skibsbriksen så ud da den var ny. Preben arbejder på sin computer mens vi ligger i Oldenburg, på vej mod sydfrankrig, i 2014.

Vi slapper af i Lagarde. Vores udsigt til slusen er daglig underholdning. Luksushotelbargen Princess fylder hele slusens bredde.

Lagarde er som sagt et dejligt sted, der er el og vand, og selv om / netop fordi der er 25 Km til Leclerc i Lunéville, nyder vi køreturen dertil, og benytter os af forskellige ruter, for at se det smukke landskab fra forskellige vinkler. Vi ser også på byen, fx går vi tur i parken bag Chateau Lunéville, hvor der denne dag er turistarrangement som reklame for hele egnen.

22.05.2019

Efter 13 dage i Lagarde sejler vi videre.Bilen er allerede flyttet til næste stop: Einville au Jard. Der er formedelst poletter, købt på apoteket for 2,5 € stykket, adgang til tidsbegrænsede mængder strøm og vand.

Einville au Jard  er fredelig, og vi har god tid, så vi bliver 3 dage. Inden vi sejler videre kører vi til Nancy for at undersøge mulighederne for at være i byhavnen. Der viser sig at være god plads; derudover er der rigtig god plads i en havn 6 Km længere fremme, i forstadshavnen Champigneulles, hvor der både er gratis at ligge, og gratis parkering, men ellers ingen faciliteter. Vi satser på byhavnen, i næste uge.
Her fra Einville au Jard er der kun 7,5 Km til Leclerc i Lunéville, hvor vi køber ind for sidste gang, hvorefter Preben kører bilen frem til Varangéville, som bliver sidste stop inden Nancy.

25.05.2019

Vi sejler frem til Varangéville. hvor vi fastgør Anna the Brave ud for parkeringspladsen, hvor Preben satte bilen i går.

Varangéville ligger på den ene bred af floden Meurthe, som vores kanal løber parallelt med. På den anden side af Meurthe ligger byen Saint-Nicolas-de-Port. Togstationen ligger i Varangéville, i Saint-Nicolas-de-Port ligger en stor kirke, en katolsk basilica, anerkendt som sådan af pave Pius Xll i 1950.

Da vi sejler fra Varangéville, om morgenen den 27.05., ser vi på afstand, fra kanalen, Basilique Saint-Nicolas-de-Port med sine 2 tårne. Vi ved af selvsyn, at den store basilica står midt i Varangéville gamle by, omgivet af tæt bebyggelse. Set her fra kanalen ser det ud til, at den står midt ude på en mark, omgivet af træer. Det er et godt billede på, hvor kæmpestor, og især høj, denne Basilika er.

27.05 – 01.06.2019

De 3 sluser mellem Varangéville og Nancy er bygget som dobbelte sluser. I morgentågen / finregnen denne mandag morgen er det en anelse besværligt at se, hvilket af kamrene der er i drift.  På grund af vores frontvinduers geniale hældning er det yderst sjældent, at vi har brug for vores vinduesviskere. Denne morgens tætte, langsomt synkende finregn sætter sig imidlertid overalt, og det viser sig, at én vinduesvisker må sættes bedre fast, det klares undervejs. Den anden må undersøges nærmere, senere. Hertil kommer, at kanalen generelt bugter sig dekorativt gennem landskabet, og når slusen dukker op tæt bag et sving, skal man være hurtig for at placere sig korrekt for indsejling. Det går selvfølgelig alt sammen fint. Vi er vel rutinerede efter 5 hele somre på kanaler, gennem hundreder af sluser. Og alle vinduesviskere fungerer igen som de skal.

Der er kun 12 Km mellem Varangéville og Nancy. Efter den første sluse vestpå drejer vi denne gang nordpå, ikke syd om Nancy ad Embrancement de Nancy, som da vi sejlede østpå sidste år. Nu bliver vi på Canal de la Marne au Rhin (est) og sejler, efter yderligere 2 sluser, lige gennem byen, på kanten af den gamle bykerne. Her ligger Port Saint-Georges, Nancy’s hyggelige byhavn.

Vi bruger tiden til at se på byen Nancy. Vi kommer også videre med evigheds-bespæftigelsen: jagten på rustpletterne, inden de bliver for store og dybe. Men vi nyder også livet i havnen. Det gør hejren også, selv om den også er på jagt – efter fisk!

Sidste års sejlads mellem Varangéville og Nancy ad Embranchement de Nancy kan ses HER

Der kommer løbende billeder fra Nancy HER

01.06.2019

Lørdag den 1. juni sejler vi videre mod Toul. På vej ud af Nancy skal vi have løftet / åbnet 2 broer. Det går af sig selv.

Den første sluse, vi møder, er Écluse de Jonction 27. Det er den sidste sluse på den gren af Canal de la Marne au Rhin (est), der går nord om Nancy. Vores fjernbetjening virker ikke mere på denne strækning, men Sluselyset viser rød + grøn, hvilket betyder, at slusen er i gang med at forberede åbning. Brovagten ved de 2 broer på vej ud af Nancy adviserer slusen. Vandet i slusen stiger meget langsomt, og til sidst går det helt i stå. Det opgivne telefonnummer virker ikke, og samtalesystemet i slusen bliver ikke besvaret. Så vi går i fast rutefart mellem Anna the Brave og den modvillige sluse og klør os i nakken.

Efter at vi så småt er ved at løbe tør for idéer, hvad vi kan gøre angående den vrangvillige sluse, går den pludselig i gang igen: lyset går på grønt, portene åbner sig, og vi sejler ind.

Få hundrede m længere fremme, rundt om et hjørne på vandvejen, skal vi ned ad endnu en sluse, Clévant 7, inden vi kommer ud på et kanaliseret stykke af Moselle. Her skal vi gå op i slusehuset og aflevere vores fjernbetjening, og oplyse vores destination.
Da porten åbner sig efter slusningen, og vi er på vej ud under den foranliggende bro, ser vi pludselig ind i den frygtindgydende stævn af en enorm péniche. I farten opfatter vi ikke, at den er så bred, at den rent faktisk ikke ville kunne være inde i vores lille sluse. Vi sætter os begge to på hornet … I samme øjeblik sætter pénichen fuld skrue på sin bowtruster. Det er ikke fordi den er blevet bange for os, men fordi det hele tiden har været dens plan at bakke ind i den havn, der ligger i den lukkede del af kanalen til højre. Det sker i fuld fart.

Vi drejer til venstre, mod vest, ud i kanal Canal de la Marne au Rhin, som derfor nu ikke mere hedder (est) men: (ouest), og som faktisk er et stykke af Moselle.

20 Km på Canal de la Marne (ouest)

Efter hjørnet, hvor byerne Frouard og Pompey ligger på hver sin side af kanalen, kommer et stort skovområde.

Sluserne på dette kanaliserede stykke af Moselle er større end på kanalerne Canal de la Marne au Rhin, hvor Frexinet-dimensionerne 38,5 x 5,05 m er normen. Her på Moselle er dimensionerne 176 x 12 m. Moselle’s sluser er gamle, man må klatre op ved hjælp af pullerter på slusesiden. For åbning kalder man pt. slusevagten på VHF 20, og alt går hurtigt og servicemindet.

En times sejlads efter Liverdun skal vi være opmærksomme på ruten. Til venstre møder vi den ukontrollerede flod: Moselle. Den bliver nok lidt vanskelig for os at sejle op ad. I hvert fald er det forbudt. På landtangen i midten står 2 tydelige påbudsskilte med pile samme vej: til højre. Her har man lavet en sidekanal til Moselle, uddybet og med sluser.

Inde i denne regulerede kanal har vi stadig en af de store sluser tilbage at blive sluset op i, inden vi drejer til højre ind til Port de France i Toul. Det er en sluse, hvor slusestrømmen er så stærk, at vi får lov til at blive liggende langt tilbage i slusekammeret. Normal kotume er, at man går så langt frem som muligt, i tilfælde af, at der skulle dukke flere både op, bagfra.
Det er på dette stykke af kanalen, at vi får besøg ef en Hvid Vipstjert, formodentlig en unge. Den har endnu ikke oplevet, at noget der kunne være en artsfælle, muligvis bare er et spejlbillede. Først stødte den et par gange ind i styrehusets vinduer. Så opdagede den spejlet. Efter at have prøvet at komme ind i det, satte den sig og kiggede om bag ved det. Til sidst satte den sig oven på spejlet og kaldte, mens den vippede med halen.

Når man, for at komme ind til Toul, drejer til højre fra den tæmmede gren af Moselle, skal man iggennem et par koordinerede sluser, som aktiveres med en drejestang, som sidder under en mindre tilkørselsvej ind til Toul. Den første sluse fungerede, den næste var ikke meget for at lukke os ind, og efterfølgende gik den helt i stå. Lise kravler op for at kalde assistance, og denne gang virker kommunikationsanlægget.

Så er der kun en lav bro over kanalen i vejen for os.  Den skal nødvendigvis åbnes. Det går af sig selv, efter at vi er sejlet forbi de lysfølere, som sætter broåbningen i gang.

Inde i Toul havn er der et rimeligt antal frie pladser. Men Y-broerne er ekstremt korte, og alle de hjørnepladser, hvor der er en form for fast bro på den ene side, er optaget af de store både, fra vores længde og længere. Vi begynder at lægge an til at bakke ind ved en af de korte Y-broer. Den nabo, vi så ville få, overtaler os til at klemme os ind, langskibs. Det går lige, og her ligger vi så perfekt. Vi bliver 3 dage i Toul – dejlig by, ved vi fra sidste år. Men nu er det også blevet lørdag aften kl. 17.30, og det er faktisk lykkedes os at blive rigtig trætte.

Det er for alvor blevet sommer. På vores gå-turlangs kanalen og rundt i Toul by holder vi os i skyggen. Vi har endnu ikke vænnet os til varmen, efter det forholdsvis kølige forår. Der er mere liv i havnen end i byen, bortset fra i den rundkørsel, hvor vi har boet på hotel et par gange, på gennemrejse. Her er forskellige spisesteder og barer, og det er her, folk hænger ud.
Mandag kører vi til Leclerc, lidt uden for byen, og køber stort ind: præcist så meget som vi kan have i køleskabe og skuffer. Vi har nu rigelige forsyninger til den næste uges tid.
Efter frokost kører Preben bilen frem til tæste stop på kanalen. På cykelturen tilbage til Toul bliver han lidt våd, men den torden, som AccuWeather har truet med, er indtil videre ikke blevet til noget.

04.06.2019

Vi er igen kommet på kendt tilbagevej, efter at vi denne sommer har taget den nordlige vej omkring Nancy, til Toul, hvor vi sidste år fra Toul sejlede syd om Nancy. Nu sejler vi vestpå ad Canal de la Marne au Rhin (ouest). Der er 12 sluser i rap op til Tunnel Fough, hvor vi så har planlagt at sejle endnu nogle få Km på Canal de la Marne au Rhin, til Pagny, hvor vi vil overnatte en enkelt nat, for så næste dag at sejle ind i Canal de la Meuse, tidligere kaldet Canal de l’Est.

Vel igennem tunnellen må vi konstatere, at der absolut ikke er plads ved kajen i Pagny. Der er helt fyldt op af små og store både. Der er ikke andet at gøre end allerede i dag at sejle ned på Canal de la Meuse, hvor vi da også er så heldige at finde en fin tillægsplads efter den 4. sluse.

Beskrivelse af sejladsen på (Canal de la) Meuse følger HER